Vælg en side

Til info: Adwords Express er iøjeblikket kun tilgængelig i udvalgte lande, hvor Danmark endnu ikke er en af dem.

Næsten alle virksomhedstyper har brug for annoncering for at slå igennem i et marked. De fleste har da også fundet ud af, at online annoncering kan være en rigtig god investering, hvis man forstår koncepterne indenfor målretning og optimering. For andre kan det være svært at vide hvor man præcis skal starte. Spørgsmål som jeg ofte støder på er, hvor skal jeg vise mine annoncer, hvornår skal annoncerne vises og hvilke søgeord vil give mig salg i min butik. Spørgsmålene er mange og for at undgå at det bliver til en helt roman, vil jeg gerne give en kort gennemgang af forskellen imellem Adwords og Adwords Express. Ved at forstå de simple forskelle, kan du vælge hvilken platform som egner sig bedst til dine behov og forretningsmål. I bund og grund koger det hele nemlig ned til tid, ressourcer og annonceformater.

Tid og ressourcer

Adwords: Hvis du har tiden til at varetage dine kampagner hver uge, så kan Adwords være det helt rigtige valg for dig. Adwords giver dig adgang til alle funktioner, herunder også Google Displaynetværket. Afhængig af hvor meget erfaring du har og hvor aktiv du er i din konto, vil du skulle bruge mere eller mindre tid på både opsætning og løbende optimering af ydelsen. Først og fremmest er det essentielt at du opbygger en logisk og overskuelig struktur i forhold til dine kampagner og annoncegrupper, indstiller din målretning til der hvor dine kunder er, sikrer at du vælger de rigtige søgeord hvilket kræver en søgeordsanalyse, afgiver konkurrencedygtige CPC bud, skriver annoncer der appelerer til din målgruppe og altid mere end én pr. annoncegruppe, så du har mulighed for at split-teste dem op imod hinanden. Dette er ting som du skal arbejde på at forbedre hver uge. Hvis det lyder uoverkommeligt, kan du overveje at ansætte en Adwords specialist eller et Google Adwords Certificeret Bureau som kan hjælpe dig med den løbende optimering.

Adwords Express: Hvis tid er en mangelvare, og du har brug for at få din kampagne op at køre hurtigst muligt, så er Adwords Express måske svaret. Det er dog vigtigt at du tænker dig godt om, før du vælger at gå videre med Express, da det begrænser funktionaliteten i din konto markant. Husk derfor at tænk langsigtet. Hvis du ikke forventer at få tid til at varetage kampagnerne eller hyre et Adwords bureau nogle måneder ude i fremtiden, så er Express måske det helt rette valg for dig. Adwords Express egner sig hovedsageligt til mindre og mellemstore firmaer. I administrationen har du mulighed for at sætte et annoncebudget baseret på din forretning. Google vil hjælpe dig med at udvælge de søgeord der viser dine annoncer, som linker videre til din hjemmeside, webshop eller Google+ side. Der er med andre ord tale om minimal løbende optimering og Google tilbyder også hjælp til administration. Jeg vil dog advare dig imod at overlade din annoncering fuldt og helt til Google. Jeg har desværre set enkelte eksempler på hvordan fejl i målretning kan have katastrofale følger for en kundes konto. Derfor er jeg personligt ikke vild med Adwords Express og dets mangel på funktionalitet, men det er selvfølgelig individuelt. Der findes også en Adwords Express app til både Android og iOS.

Annonceformater

Adwords: Hvis du leder efter robust online annoncering – inklusiv textannoncer, animerede eller statiske bannere og video-annoncering, så skal du vælge Adwords. Platformen er ideel for firmaer som har deres egen hjemmeside og kampagner med mange produkt-sammensætninger, f.eks. flere forskellige landingssider. Du er også nød til at gøre bruge af Adwords hvis du ønsker at køre A/B split-testing imellem dine annoncevarianter. Noget som altsammen er ekstremt vigtigt og som er med til at forbedre dit kvalitetsresultat. Med et bedre kvalitetsresultat i Adwords, kan du opnå bedre placeringer til en lavere CPC.

Adwords Express: Hvis du er tryg ved kun at have tekstannoncer på Google, så kan du overveje Adwords Express. Selvom platformen ikke tilbyder avanceret annonceformater, vil du stadig have mulighed for at skrive dine egne tekster. Der er heller ingen krav om at du skal have et website, hvis du f.eks. har en Google+ side at videresende trafikken til. Jeg vil dog varmt anbefale at du gør brug af dit website hvis muligt og samtidig sikrer at sende trafikken til den bedst matchende landingsside.

Andre forskelle

Herunder kan du på en nem og overskuelig måde se forskellen imellem de 2 platforme.

Adwords Express Adwords
PPC Ja Ja
Automatiseret vedligeholdelse Ja Nej
En nem løsning for firmaer uden et website Ja Nej
Annoncer på Google og Google Maps Ja Ja
Annoncer på relaterede websites Begrænset Ja
Mobile annoncer Ja Ja
Avanceret annonceformater (f.eks. video) Nej Ja
Mulighed for geografisk målretning Ja Ja

Begge platforme er meget ens i deres brug. Som annoncør, betaler du kun når nogen klikker på dine annoncer og du har mulighed for at målrette dine annoncer geografisk. Derudover er der med begge platforme mulighed for at målrette mobile enheder og tablets som er yderst aktuelt i dagens marked. Adwords Express er nem at gå til men har begrænset funktionalitet hvorimod Adwords giver adgang til alt men kræver også mere erfaring og viden om de mange koncepter bag optimering.